Øvelse til baller og lår

Sund

Træn dine lår og baller med denne ene øvelse

Emilia Jacobsen

Af Emilia Jacobsen Skrevet den januar 5, 2018

Har du lyst til at prøve en ny øvelse, hvor du træner lår og baller samtidig? Så er du havnet det rigtige sted – jeg har i hvert fald aldrig set øvelsen før, og den virker rimelig god og ligetil. Og så er det jo ret perfekt, at det er én enkelt øvelse til baller og lår, så du rammer flere muskler på en gang.

Overgiv dig

Ja, øvelsen kaldes sjovt nok surrender, altså overgivelse. Det er da lidt ironisk. Nå men øvelsens navn kommer sig helt sikkert af, hvordan du ser ud under øvelsen. Du ender nemlig nede på knæ med armene over hovedet, så du dermed ligner en, der overgiver sig.

Sådan gør du:

Først og fremmest gælder det om at finde en måtte eller et andet blødt underlag, der er behageligt for dine knæ, for de kommer til at ramme gulvet op til flere gange.

Stil dig oprejst med dine hænder bag hovedet, så dine albuer er ude til siderne. Stil dig så ned på det ene knæ, så du knæler halvt – som en frierstilling. Så sætter du dit andet knæ ned, så du knæler helt. Hold dig helt ret, og spænd op. Løft så din ene fod, og placer den foran dig, så du igen knæler på et enkelt knæ. Nu er det den anden fods tur til at komme op.

Nu står du altså igen oprejst som i startpositionen. Det var så en enkelt gentagelse, så gælder det om at forsætte. Skift knæ ved næste gentagelse, så du skiftevis starter med at gå ned på højre og venstre knæ. Lav 3 sæt à 12 gentagelser. Voilà! Den perfekte øvelse til baller og lår.

LÆS OGSÅ: 6 øvelser, der bogstavelig talt løfter dine baller

Kilde: Popsugar